Om annoncering i AntennaPod

De officielle versioner af AntennaPod indeholder ingen reklamer. Appen er udviklet af frivillige uden kommercielle interesser, og projektet er afhængig af donationer for at dække omkostningerne. Da AntennaPods kildekode og indtægter og udgifter er offentlige, står det enhver frit for at kontrollere dette.

Hvis der er reklamer i afsnittene, er de indsat af podcasteren eller dennes hostingudbyder.

AntennaPod tilføjer ikke reklamer

AntennaPod afspiller podcasts, nøjagtigt som de blev udgivet af producenterne. Hvis de indeholder reklamer, afspiller AntennaPod dem. Vi har intet med disse reklamer at gøre, så alle indtægter går til producenterne og/eller deres hostingselskab.

Hvorfor er reklamer lokale

Nu tænker du måske noget i retning af “Men hvorfor er podcasten så på engelsk og annoncen på tysk?” eller “Men hvorfor er podcast-afsnittet fra 2008, men reklamerer alligevel for et produkt, der blev udgivet i 2023?”. Årsagen er en teknik, der hedder dynamic ad insertion. Udgivere af podcasts kan bede hostingselskabet om at indsætte disse annoncer. Når afsnittet downloades eller streames med AntennaPod, bliver mediefilen, der leveres til AntennaPod, redigeret i undervejs for at inkludere reklamerne. Annoncerne er nye (mens afsnittet måske ikke er det) og kan målrettes på grundlag af den IP-adresse, hvorfra du anmoder om mediefilen (f.eks. en virksomhed i dit land). Afhængigt af hvor smart hostingfirmaet gør det, kan reklamerne blive indsat lige midt i en sætning. Nogle af hostingselskaberne laver også kludder i kapitelmarkeringerne, når de indsætter annoncerne (så kapitlerne er forskudt i forhold til annoncens varighed).

Hvad du kan gøre

Her er, hvad du kan gøre mod disse reklamer.

Spring over

Du kan altid bruge knappen til at spole fremad i AntennaPod for at springe reklamerne over. Hvis du streamer et afsnit i stedet for at downloade det, har hostingfirmaet en idé om, hvor langt du er nået i podcasten. Det kan være muligt, at selskabet registrerer, at du har sprunget reklamen over, og indsætter en ny reklame. Hvis du i stedet downloader afsnittet, kan de ikke gøre det, og du kan mere pålideligt springe annoncerne over. (Det er også bedre for dit privatliv, hvis du downloader, fordi hostingfirmaet så ikke ved, hvornår du lytter til hvilken sektion af afsnittet. AntennaPod kan konfigureres til automatisk at downloade og senere slette afsnit, så du ikke behøver at gøre det manuelt.)

Skift til et feed uden reklamer

Desuden tilbyder mange podcast-producenter et reklamefrit feed, som du kan betale for. Normalt får du så enten en hemmelig URL til podcast-feed eller alternativt et brugernavn og en adgangskode, som du kan indtaste i AntennaPod.

Hvis du synes, at disse reklamer er irriterende, kan du overveje at henvende dig til producenterne af podcasten om dette.